Jeg har et par gange været på lagersalg ved KFUMs genbrug i Odense. Der kan man stoppe en pose helt fuld af tøj for 70 kroner, og man kan finde lidt af hvert i deres store bunker af besynderlige tekstiler. Sidst fik jeg blandt andet tøj til Esther, en fin skjorte til mig selv og en gul Tommy Hilfiger strik i bomuldskashmir. Strikblusen havde et lillebitte hul ved skulderen, men da den var størrelse XXL, blev Kristel, som jeg var afsted med, og jeg hurtigt enige om, at der var rigeligt stof, hvis man skulle sy noget lækkert i størrelse 1 år.

Siden genbrugsshoppeturen har jeg liiige haft studiestart, eksamen og et sygt barn ud over alt det løse, men i går fik jeg endelig kreeret nogle fine leggins til Esthers efterhånden ret luksusprægede garderobe. Det er nok det første stykke tøj, jeg har haft trang til at kramme og nusse med, men de er virkelig bløde!
Det er altså fantastisk, hvor langt man kan komme for få penge, hvis man går på genbrugsjagt og kan finde tiden til at bruge sin symaskine!



Mønstret til Esthers leggins er fra Go To Patterns. Jeg har fundet det gratis via Pinterest, hvor jeg også har set mange smarte guides til at tegne et legginsmønter op efter nogle, man har liggende.
Jeg har i øvrigt brugt samme metode til ribkanterne på de her leggins, som jeg gjorde på striktrøjen, jeg syede om i november. Det er en super nem måde at få et flot finish på syarbejdet, synes jeg :)


Jeg planlægger at sy en hel masse leggins til Esther (blandt andet i strik til vinteren), så vi kan få brugt nogle af hendes tunikaer og halvkorte kjoler. Fx tror jeg min gamle graviditetskjole i jersey vil være fint stretchy og velegnet til legginssyning :)

NU har jeg forresten brugt mit sidste "Delfs creation"-mærke, så jeg må hellere få lavet nogle med mit "Bex i en box"-logo. ASAP!


Jeg har stort set kun brugt ærmerne fra striktrøjen til det her projekt, så nu pønser jeg på, hvilke andre bløde stykker tøj, jeg skal have syet. Alle forslag er kærkomne!




0 kommentarer:

Send en kommentar