Jeg har gang i et kludetæppe til gulvet i Bebs' børneværelse, og jeg håber sådan, at det passer til de andre idéer, jeg har med hendes værelse (se evt. mit moodboard her).
Indtil videre har jeg haft lidt af et had-/kærlighedsforhold til tæppet, men jeg bliver mere og mere overbevist om, at det nok skal blive fint, tykt, blødt og helt perfekt som underlag til vores lille piges leg mange år ud i fremtiden.

Sidste år lavede jeg et andet tæppe efter samme princip. Forskellen er, at jeg denne gang bruger ensfarvede strimler og at det gule stof ikke er sengetøj, men stammer fra en 4 meter lang dug fra min bedstemor. Jeg bruger aldrig så stift stof til at lave tæpper af igen, for det er vildt hårdt at arbejde med - både når man river strimlerne og laver selve tæppet.
Heldigvis har jeg kunnet overtale min stærke kæreste til at rive strimler, så jeg kan nøjes med at lave den sjove del af tæppet :)

Jeg har valgt at lade den inderste strimmel, som jeg kører med rundt for at gøre tæppet tykt, være hvid - også i de gule striber. Det er mest for at spare på det gule stof, så det rækker så langt som muligt, men giver samtidig en finere overgang mellem de forskellige striber.

Indtil videre har jeg brugt:
  • 2 hvide dynebetræk
  • 4 meter gult (og alt for stift) stof - måske kunne det være blevet blødgjort ved et par ture i vaskemaskinen og tørretumbleren
  • Stofsaks
  • Stor stoppenål

0 kommentarer:

Send en kommentar